Nyt fra Morud Borgerforening

Skt. Hans 2009 og båltalen

Vejret viste sig for en gang skyld fra sin flotteste side, da det meste af Morud mødtes i Elledalen, for at fejre den danske midsommer. Fremmødet var stort både til fællesspisningen, båltalen og det store bål. Cafeen måtte ret hurtigt melde udsolgt af kage, men var heldigvis stadig leveringsdygtig i kaffe, øl, sodavand og vin.

Den flotte heks havde et fint udsyn fra sin plads på toppen af bålet, og kunne dermed også nyde båltalen, som i år blev holdt af Rasmus Gade (se nedenfor).


Heksen blev derefter sendt godt på vej til tonerne af midsommervisen som steg til vejrs på en dybblå himmel.

Da bålet var brændt nogenlunde ned, gik børnene i gang med at bage snobrød og lege, mens de voksne hyggesnakkede indtil det blev tid til at sende de trætte børn hjem i seng.

Tak for en hyggelig aften og rigtig god sommer.
Morud Borgerforening

Se alle billederne: klik her


Båltale, Elledalen i Morud, 23.06.2009

Årets båltaler i Morud var Rasmus Gade, der flyttede med sin familie til Morud for 4 ½ år siden. Rasmus er journalist, og han tog for snart 2 år siden initiativ til “lokalstafetten”, der stadig kører på Moruds hjemmeside - hvor forskellige folk fra Morud og omegn på skift fortæller, hvorfor de synes godt om at bo eller arbejde her i Morud og omegn. Borgerforeningen syntes, det kunne være interessant at høre, hvad Rasmus selv kunne sige om Morud. Så derfor var han årets båltaler.

Da der for nylig var valg til europaparlamentet, spurgte en af mine kolleger mig: Hvem stemte du egentlig på ..? Sådan et af den slags spørgsmål, som jeg egentlig ikke har den store lyst til at svare på. Men nu var det jo en god kollega, der spurgte. Så - “Dan Jørgensen!” Fløj det ud af munden på mig. Min kollega var målløs: Dan Jørgensen? Jeg vidste ikke, du var blevet socialdemokrat, sagde han! Jamen, det er jeg heller ikke, svarede jeg. Men han er fra Morud!

Dan Jørgensen er fra Morud! Og selvom han arbejder nede i Bruxelles, har han ikke mistet forbindelsen til sine “morødder” - han har fx holdt båltale til Skt. Hans i Elledalen for et par år siden. Han virker både reel og dygtig, og hvis der bliver noget med det der EU på et tidspunkt, så ringer vi bare til ham - så ordner Dan det for os. For os i Morud, vi er vant til at få vores vilje. Eller rettere: Det er da det mindste, vi kan forlange …

Hvad er det, det sted derude har gjort ved dig? Du, som har forsvoret at ville stemme socialdemokratisk! Om Dan Jørgensen så havde været fra Dansk Folkeparti, havde du stemt på ham - alene fordi manden er fra Morud, lød det fra min kollega.

Jeg skal ikke afvise, at han har ret. For Morud har en god indflydelse på mennesker. Her i byen:

“Ude” I Odense - det har jeg lært af min nabo Ruth, at det hedder - der har de lavet en brandingstrategi. Odense skal markedsføres. Og det koster mange millioner vist nok. Det har vi slet ikke brug for her I Morud.

For vi har et brand - og har haft det længe før, branding blev en del af det danske sprog. Det er vores lokalstafet på morud.dk et godt bevis på.

Tidligere lokalrådsformand Kristian Kyed, cykelentusiasten Bjarne Ravn Uberg, lærer på Havrehedskolen Britta Hald Degnbol, kontaktforælder Monica Rasmussen, Greta Kaltoft Nielsen fra Morud Kunstdage, Jørgen Meier Sørensen, lokalt kommunalbestyrelsesmedlem og senest Bo Møller Hansen, der er med i handicaprådet i Nordfyns kommune.

De har alle sammen givet Morud og omegn både gode og kloge ord med på vejen – gå selv ind og læs deres artikler på morud.dk

Man siger, at enhver virksomheds ønskedrøm er, at folk vil tatovere virksomhedens logo på sig. Brændemærke det til evig tid.
Det har vi faktisk en mand her I byen, der har gjort. Moruds byskilt er tatoveret på hans overarm! Coca Cola, Disney, Harley Davidson - go home!

Et godt brand ja - men bliver man nu også lykkelig af at bo i Morud? Ikke automatisk. Men vi har bedre forudsætninger end mange andre har - hvis vi vel at mærke minder os selv og hinanden om det. En vis ydmyghed ville nogle gange klæde os - selvom vi jo ER fra Fyns rigeste postnummer. En ny carport eller nyt stuegulv øger måske nok friværdien i vores bolig - men ikke værdien af vores liv.

Forleden så jeg en tv-udsendelse om livsaldre med vores ældste, der går i 3. klasse. I udsendelsen sagde de, at det var i årenene mellem 30 og 40, man begyndte for alvor at finde ind til, hvad livets mening er. "Jamen, det har jeg da fundet ud af for længst", sagde mit afkom. Nå? Reagerede jeg overrasket. "Ja, far - livets mening er da bare at have det godt!"

På en smuk midsommeraften som i aften, hvor vi kan samles med familie og venner og nyde hinanden, føles det rigtig godt at høre hjemme netop her - lige nu.

Jeg har altid haft det underligt med båltaler. Lyden er for det meste svær at høre, talen er indimellem lidt småkedelig, og i virkeligheden venter vi bare på, at vi kan få sunget den midsommervise! Så da jeg blev spurgt af borgerforeningen, om jeg ville holde talen i år - tænkte jeg: Nu kommer jeg selv til at holde en af de der taler, der skriger på at blive færdige.

Det er den nu - pas godt på Morud og hinanden - god sommer!

Rasmus Gade

Foto: Bent Karlsen og Lisbeth Jensen


Se også borgerforeningens hjemmeside. Klik her


Tilbage 

Morud.dk - akivet

   Til toppen


Opdateret 16. oktober 2016

webmaster@morud.dk