|
Kæmpe fastelavns-succes i Morud Forsamlingshus |
|
90 børn og mindst lige så mange voksne gjorde søndag eftermiddag til en flot og farvestrålende oplevelse i Morud Forsamlingshus, hvor en forældregruppe i Morud Borgerforening havde inviteret til fastelavnsfest og tøndeslagning med hele 4 tønder. Og masser af slik.
Børnene var flot udklædte, og udover kåringen af kattekonger og -dronninger var der også præmier til den bedst udklædte ved alle fire tønder.
Efter en kort fastelavnsbolle-pause var der så bide-til-bolle, inden ungerne kastede sig ud i en inciterende Limbodans.
Dermed var genoplivningen af den gamle tradition en ubetinget succes, og man kan kun ærgre sig over, at forsamlingshuset ikke er større. Fyldt til randen var huset i hvert fald denne fastelavnssøndag.
En stor tak fra både børn og forældre til arrangør-gruppen og borgerforeningen for et flot arrangement, og forsamlingshuset er efter sigende allerede bestilt til fastelavnsfest til næste år.
De fire bedst udklædte var "lille høne" ved de mindstes tønde, men hun var klædt om til civilt ved præmieoverrækkelsen. De tre andre udklædningsvindere var Sofie som klovn, Katrine som troldpige, og Camilla med spindelvævsansigt.
Men der var masser af andre flot udklædte. Og både de og deres forældre havde alle sammen en rigtig fin fastelavns søndag eftermiddag. En eftermiddag, hvor der var skruet godt godt op for lydniveauet.
Men der har sikkert været stille i mange Morud&Omegn-hjem søndag aften...
Sidst opdateret: 16. oktober 2016 af Webmaster.