Se vedtægter i pdf-format

Vedtægter
for
MORUD LOKALRÅD

§ 1 Virkeområde

Morud Lokalråd har virkeområde i Vigerslev Sogn i Nordfyns Kommune.

§ 2 Formål

Morud Lokalråd har til formål:

At være katalysator for et dynamisk foreningsliv.

At virke som koordinator for aktiviteter, der sættes i værk af de foreninger, institutioner, råd, selskaber m.v., der er medlemmer af Lokalrådet.

At være initiativtager til projekter, som ligger uden for medlemmernes naturlige indsats og arbejdsområder, og gennemføre disse med hjælp fra en eller flere af medlemmerne.

At virke til fremme af samarbejde og forståelse mellem Lokalrådets forskellige medlemmer.

At være talerør for sognets og medlemmernes anliggender.

At virke til fremme af samarbejdet mellem på den ene side Lokalrådets medlemmer og på den anden side erhvervslivet og de kommunale myndigheder med henblik på udvikling og styrkelse af Vigerslev sogn.

§ 3 Medlemmer

Alle institutioner, foreninger og serviceorganer m.v., med almennyttige formål og vedtægter samt frivillige bestyrelser kan blive medlemmer af Morud Lokalråd.

Andre interessegrupper kan optages af bestyrelsen.

§ 4 Økonomi

Morud Lokalråds økonomiske midler fremskaffes gennem kontingent fra medlemmerne og indtægter fra eventuelle selvstændige aktiviteter.

Regnskabsåret følger kalenderåret.

§ 5 Kontingenter

Det årlige kontingent fastsættes af generalforsamlingen.

Kontingent betales forud et år ad gangen.

Medlemmer, der ikke har betalt kontingent senest to måneder efter fremsendelse af opkrævning, kan af bestyrelsen slettes.

§ 6 Generalforsamling

Morud Lokalråds øverste myndighed er medlemmerne, der udøver denne myndighed på generalforsamlingen.

Generalforsamlingen afholdes i marts måned og indkaldelse til medlemmerne sker skriftligt og om muligt elektronisk (e-mail) med 2 ugers varsel. Endvidere annonceres generalforsamlingen på www.morud.dk 2 uger forinden.
Indkaldelserne skal indeholde eventuelle forslag fra bestyrelsens side.

Forslag til generalforsamlingen, herunder vedtægtsændringer, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen og udsendes straks til medlemmerne såvel skriftligt og om muligt elektronisk (e-mail).

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen eller når mindst ¼ af medlemmerne kræver dette skriftligt med angivelse af dagsorden.

§ 7 Generalforsamlingens dagsorden

På den ordinære generalforsamling behandles følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Formanden aflægger beretning
  3. Fremlæggelse af det reviderede årsregnskab
  4. Godkendelse af budget for det løbende år og kontingent for næste år
  5. Indkomne forslag fra bestyrelse og medlemmer herunder vedtægtsændringer
  6. Valg af bestyrelsesmedlemmer samt suppleanter
  7. Valg af revisor samt suppleant
  8. Eventuelt

De på generalforsamlingen behandlede anliggender afgøres ved simpel stemmeflerhed, og hvert medlem har én stemme.

En fremmødt person kan højst repræsentere 2 medlemmer.

Vedtægtsændringer kan, når de er angivet i dagsordenen med deres fulde ordlyd, vedtages på en generalforsamling ved simpel stemmeflerhed.

§ 8 Bestyrelse

En bestyrelse på 5 medlemmer forestår Lokalrådets daglige ledelse.

Bestyrelsen vælges blandt de fremmødte. Dog kan også vælges ikke tilstedeværende personer, som skriftligt har indvilget heri.

Der vælges 2 suppleanter blandt de fremmødte.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, sekretær og kasserer.

De valgte bestyrelsesmedlemmer sidder for 2 år ad gangen.

3 er på valg i lige år og 2 på valg i ulige år.

Bestyrelsen kan efter behov nedsætte selvstændigt arbejdende udvalg, hvis medlemmer kan udpeges også uden for kredsen af Lokalrådets medlemmer.

§ 9 Bestyrelsesmøder

Bestyrelsesmøder afholdes normalt kvartalsvis og i øvrigt efter behov.

Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer, deraf formanden eller næstformanden, er til stede.

Bestyrelsesmøderne ledes af formanden og i dennes fravær af næstformanden. Ved stemmelighed er den fungerende formands stemme afgørende.

§ 10 Forpligtelse

Morud Lokalråd tegnes af formanden i forening med ét bestyrelsesmedlem.

Foreningens medlemmer hæfter ikke for foreningens forpligtelser.

§ 11 Opløsning af Lokalrådet

Beslutning om Lokalrådets ophør kan træffes på samme måde som gældende for vedtægtsændringer. Dog skal beslutningen bekræftes, stadig blot med simpel stemmeflerhed, på en efterfølgende generalforsamling afholdt mindst 2 og senest 4 uger senere.
Lokalrådets formue tilfalder almennyttigt formål i lokalområdet efter generalforsamlingens beslutning.


Vedtægterne blev godkendt den 16. marts 2000 og er siden ændret den 27. marts 2001 og 22. marts 2010.


Tilbage Tilbage 

Morud.dk

Til toppen Til toppen


Opdateret 02. april 2015

webmaster@morud.dk