Solsikkefesten 2014

  

2014 festen er en hel uge med et stort og spændende program

Vi skyder Solsikkefesten i gang
søndag den 24. august kl. 10.15 med solsikke-sanggudstjeneste i børnehøjde. Her vil Anja Præst deltage og på sin helt egen og hyggelige måde tale til børnene. En helt speciel gudstjeneste for vores dejlige ”unger”. Og så kl. 19.30 vil vi igen fylde kirken med fortælling og skønne toner fra Ulrika Rosdahl – en lidt anderledes og smuk gudstjeneste i anledning af Solsikkefesten.

Efter begge arrangementer er der disket op med lækkerier i køreladen, så kom og lad os fylde kirken og få en smuk oplevelse sammen. Og lur os om ikke vi får et kæmpe smil fra vores præst, hvis vi fylder Langesø Skovkapel til bristepunktet.


Mandag den 25. august er der GRAND OLD fodbold på programmet. Tjek tider på vores FaceBook eller Morud.dk. Kom endelig og
hep på de gamle drenge.


Tirsdag den 26. august skal der ”trædes hjem” op på rammen og op og stå i pedalerne. Her kan du få brændt nogle kalorier af, så du kan spise og drikke lidt mere de følgende dage. Her byder Anne Skov op til BIKING / CORE kl. 18.30 i Langesøhallen.

Tilmelding/betaling
kan ske allerede nu direkte hos Anne Skov på tlf.: 25332371 – og, ellers blot mød op.


Onsdag den 27. august er der ROLLESPIL for store som små. SFO´en stiller op med det helt store set-up og gennemfører et professionelt og fuldt organiseret rollespil, og både voksne og børn kan deltage.

Her vil være ”ORKER” – ”ELVERE” – ”GOBLINERE” og ”RIDDERE” – så mød op og deltag og oplev et rigtigt rollespil. Gå ikke glip af denne unikke og specielle oplevelse sammen med ”ungerne”.

Mødested:
Havrehedskolen ved Klubben (nedgangen til
skoven) kl. 15.00. Slutter kl. 18.00. Betaling
kr. 20.- pr. deltager som betales på stedet.

Kl. 19.00 – 21.30 er der BANKOSPIL i Hallen. Igen i år bliver der råbt numre op, og pladerne skal fyldes – og præmierne – som vi godt tør sige er rigtig flotte - står og venter på at blive taget med hjem af de heldige vindere. Præmier er primært sponseret af lokale forretningsdrivende i Morud, og vi siger MANGE tak til alle sponsorer; små som store –detaljeret sponsoroversigt kan ses på Morud.dk.

Indgang og plader købes ved indgangen. OG, husk, at der er mulighed for at købe kaffe, the og dejlig kage i hallen, så du støtter arrangementet. Og, vi tør godt at love, at kagerne er lækre. Alle kan spille med – også selvom man aldrig har prøvet at spille bankospil før – så kom og støt arrangementet – og se om ikke du bliver den heldige vinder af en fin præmie.

Husk; det er ikke tilladt at medbringe drikkevarer m.v. selv.

Kl. 18.30 skal der spilles OLD BOYS BOLD på det grønne græs. Mød op og deltag – eller kom og hep på ”de gamle gutter” der giver den som Ronaldo eller Rooney eller – det bli´r stort. Autografer skrives efter kampen.


Torsdag den 28. august. Kl. 18.00 åbner TELTET med aktiviteter for børn og unge. Boder med alverdens ting og sager og aktiviteter.

HUSK; du har selv mulighed for at booke en bod, hvis du har noget du vil sælge, vise eller fortælle. Tjek på vore FaceBook, hvordan du booker sådan en bod. Det er først til mølle princippet.

Kl. 18.00 – 20.00 er det tid til SOLSIKKE CUP 2014 - gadefodbold – ”Håne-retten”, og sejren skal tilkæmpes - hold tilmeldes hos Henrik Demant på hdemant@privat.dk – ligesom fællesspisningen tilmeldes hos Henrik Demant. Fællesspisning er igen i år dejligt smørrebrød, og hvad dertil hører. Prisen i år er kr. 70.- pr. person.

Skal du ikke spille med – så kom og hep på ”dit” hold og deltag i dette tilbagevendende og hyggelige arrangement. Reglerne er: max 8 personer pr. hold, hvoraf mindst 2 af dem skal være kvinder. Fodboldstøvler er ikke tilladt, og det er YDERST vigtigt, at der tages hensyn til både med- og modspillere. Vi skal helst ikke have skader i år.


Fredag den 29. august kl.15.00 – 18.00 er der BASIM for fuld udblæsning, og REBECCA giver også et par numre. Til dette arrangement er der fokus på sundhed og trivsel – bevægelse og sjov. Der kommer Hip Hop dansere – der er luft-guitar konkurrence – og DJ LUNA spiller fed musik. Der er ”goodie-bags” til alle børn. Der vil være lækre og sunde ting at købe. Og husk: Alt overskud går til børn og unge. Skulle du ikke have fået købt billet endnu – ja, så kan det stadig gøres i Brugsen.


Basim

Kl. 16.00 – 22.00 åbner teltet op – og her vil igen være boder og aktiviteter for børn samt salg af mad og drikkevarer – og hygge på kryds og tværs.

Kl. 18.00 er der igen i år ÆGGEKAGE hygge i teltet. Kom og vær med til en rigtig hyggelig og festlig aften – dette arrangement er blevet et stort tilløbs stykke, så skynd dig i Brugsen og køb din billet. Prisen er i år kr. 100.- pr. person – og der kan være lidt flere i teltet i år – så tag naboen under armen og kom og spis dig mæt i dejlig æggekage.

Information omkring æggekage- festen fås hos Peter Christiansen på tlf. 20964353 eller hos Dorte Thyregod på tlf. 40109264.

Kl. 21.00-02.00 er der DISKOTEK i HALLEN. En af Danmarks bedste DJ vender skiver, og vi tør godt love, at der kommer gang i den. Og, i år kan du vinde en fed præmie på dit indgangsnummer. Billet kan købes ved indgangen.

Der vil som altid være dørmænd og sikkerheden er i top, og vi håber på, at alle kommer med godt humør og den rette indstilling – sådan at ALLE får en herlig fest.


Lørdag den 30. august kl. 09.00-16.00 er der DBU børnefodbold-turnering – kom og hep med.

Kl. 09.00 er der salg af morgenmad –så kig ned og få noget dejligt morgenmad som en god start på dagen, også selvom du eller dine kære små ikke lige skal spille fodbold. Der er her en chance for at ”slippe” nemt omkring morgenmaden denne dag, og der er masser af plads og hygge i teltet og udenfor med diverse aktiviteter.

Kl. 09.00-14.00 kan du også deltage eller måske bare kigge med, når dette års SOLSIKKE CANNONBALL hel- og halv maraton løber af stablen.

Tilmelding til dette arrangement kan ske via www.mi-loeb.dk  eller direkte hos Jørgen Meier – eller du kan tjekke www.facebook.com/morudloeberne og få yderligere information så som rutekort og præcis starttidspunkt for henholdsvis ½ og 1/1 marathon.

Kl. 10.00 – 11.30 er der HOPPEFEST i Hallen for de yngste. Hele familien er velkommen (dog er aktiviteterne forbeholdt de yngste i familien). Men - hele familien kan komme og hygge sig, alt imens de små gi´r den gas på hoppeborgen og gymnastik-aktiviteterne. Der vil også være ansigtsmaling og andre sjove ting igen i år. Ballondyr og tjah; lad os se, hvad der bliver fundet på i år.

Der kan i år købes juice og sund snacks til arrangementet. Forældre kommer gratis ind – prisen for de yngste er kr. 25.- pr. snude.

Kl. 11.00 – 16.30 er teltet åbent med boder og aktiviteter for børn samt salg af mad og drikkevarer.

Kl. 11.00 – 15.00 står LANGESØ GOLF KLUB klar med en putte-bane – så du har mulighed for at afprøve dine golf-talenter. Kom og prøv – og deltage eventuelt også i konkurrencen om at vinde et ½ års medlemskab af Langesø Golfklub.

Kl. 12.00 – 16.00 Petanquebanen er åben. Kom og prøv at spille petanque. De garvede spillere vil vise vejen – og måske du endda tør at udfordre dem. Kom og prøv.

Kl. 14.00 – 16.00 er der mulighed for at afprøve dine tennis talenter – svinge ketsjeren og se om du kan ramme bolden. Tenniskanonen er hevet frem – og der vil være garvede tennisspillere til at rådgive og anvise. Har du ikke selv en ketcher – ja, så kan du låne.

Kl. 14.00 – 16.00 er der også Krolf på programmet igen i år. Turnering og efterfølgende mulighed for at afprøve Krolf´en. Mød op og kast dig ud i noget nyt – og sjovt spil og dejligt samvær.

Kl. 18.00VINBAREN er åben. Her har du mulighed for at købe og smage de lækreste vine – og endda købe noget ekstra lækkert vin med hjem. Råd og vejledning v/Firmaet VINTØNDEN.


Der er hoppeborge og andre sjove aktiviteter. Foto: Liselotte Markvard.

Kl. 18.00 – 01.00 er der så fest for alle voksne og festglade folk her i sognet. Gå ikke glip af dette års SOLSIKKEFEST. Vi har booket en professionel DJ, der har fuldstændig styr på at spille et varieret program af de fedeste rytmer og toner for alle årgange.

Maden bliver igen i år fra MØRKENBORG KRO. Køb af billet i Brugsen. Menuen kan ses her  eller Solsikke Facebook side. Vi GLÆDER os til at fest sammen med Jer, og vi lover, at der er masser af dans og gang i den. Støt op og kom og vær med, så vi sammen skaber den sjoveste, herligste og vildeste SOLSIKKEFEST til dato. We WANT YOU to be there. Pris 275 kr. (Indgang 70 kr. og spisning 200 kr).


Søndag den 31. august kl. 09.00 – 16.00 DBU Børnefoldbold stævne – kom og hep.

Kl. 09.00 kan du igen købe morgenmad i teltet – så igen kan morgenmaden ”fixes” på den nemme måde (måske hovedet værker efter gårsdagens fest) – så morgenmaden er serveret i teltet – samtidig med at du kan heppe på de friske spillere.

Deltagelse i SOLSIKKEREKORDEN er i år ganske gratis. Lad os sætte Morud på landkortet – mød op og vær med til at slå den nuværende rekord, som er på 724 personer. Der kommer yderligere info – og hold øje med vores Facebook, hvor du kan se det helt nøjagtige tidspunkt for denne rekord. En sjov og anderledes oplevelse. Der udleveres T-shirts og hatte, men du er også mere end velkommen til at udklæde dig i eget design solsikke-look.

Kl. 11.00 – 16.30 Teltet er åben med boder og aktiviteter for både børn og voksne samt salg af mad og drikkevarer.

Kl. 11.00 – 15.00 Er der igen besøg af LANGESØ GOLF KLUB – hvor du kan afprøve din præcision. Måske en ekstra challenge efter lørdagens fest - hvem ved – men, kig forbi og lad dig udfordre.

Kl.12.00 – 15.00 Er der så igen i år den herlige HERREFROKOST. Kom og hyg med din nabo, dine venner, dine træningskammerater, din genbo – eller bare dem du ikke kender ENDNU. HERREFORKOSTEN er KUN for mænd, som titlen selvsagt siger, så INGEN DAMER er tilladt – ja, med mindre der er en udklædt dame, der forvilder sig ind.

Tilmelding og betaling kan ske hos Pascal på tlf. 60641739 – og tilmeldingen skal være senest den 25. august. Gå ikke glip af lidt ”HERRE-HØRM”.

Kl. 13.00 – 14.30 SOLSIKKE BØRNEDYRSKUE. Medbring dit kæledyr til fremvisning og kåring.

Der vil også i år være en såkaldt ”mønstringsring”, hvor du går rundt med dit kæledyr – så både dommere (som er rigtige dyrlæger) og publikum kan vurdere dine dyr.

Billetter kan købes i Brugsen. Det koster kr. 30,- pr. tilmeldte udstiller. Udstillingspladsen åbner ca. en time før – sådan at du stille og roligt kan få stillet op og være klar til det hele.

Kl. 15.00 er det tid til kåring af den højeste/længste/flotteste solsikke. Så er det spændende at se HVOR MANGE, der har fået plantet frøene, man fik for et par måneder siden og, eller blot egne frø, som har vokset sig store og smukke. Der er gratis is til alle, der medbringer en solsikke.

Kl. 16.00 – I år kan du vinde en såkaldt FESTPALLE (og nej det er ikke Palle Guitar, der er klædt ud til fest) – men, en palle fyldt med alverdens lækre våde varer – og, telt og fakler til havefesten - ikke så ringe. ALT dette er venligst sponseret af lokale Morud borgere og forretningsdrivende, så det er værd at se, om nøglen passer. Køb en nøgle på festpladsen eller i teltet i løbet af festdagene, og se om du er den heldige vinder af denne helt specielle og super flotte præmie.

Kl. 15.00 – 17.00 Får vi besøg af MILITÆR KAMPVOGN – POLITIBIL – BRANDBIL og måske endda en flot og dygtig POLITIHUND. Kom og prøv at sidde i de store vogne – eller se hvordan en politihund arbejder, sjovt er det i hvert tilfælde, at se disse vogne på tæt hold.

Og, så slutter vi hele denne herlige festuge af med at den nemme aftensmad er i hus. Der er enten spisning i teltet – eller du har mulighed for at tage TAKE-AWAY mad med hjem. Bliver du og spiser – ja, så er der afslutningsmusik og hygge og sjov for børnene i teltet. SÅ – mød op og slut ugen af med TAK for i år MENU – eller nap maden med hjem.


VI GLÆDER OS rigtig, rigtig meget til at se så mange mennesker som muligt – og husk, at alt overskud går til Morud Idrætsforening – sådan at vores børn og unge menneske får super gode idrætsforhold.

Har du spørgsmål, er du mere end velkommen til at ringe til en af os:
Anders: 41920545
Dorte 40109264
Henry: 22304282
Gitte: 23988274
Ann-Jeanett: 40253020

Vi ses til sjov, hygge, leg, fest og farver til dette års SOLSIKKE-FEST i Morud.

PS:
Vi tager forbehold for eventuelle små ændringer i programmet, idet tingene hele tiden ”bevæger sig” – hvilket vi håber, I vil have forståelse for.


Tilbage til forsiden


Tilbage 

Morud.dk/solsikkefest

   Til toppen


Opdateret 16. oktober 2016

webmaster@morud.dk