Ny fødselsdag og flere busser på vej

Mandag 20. januar er det 7 år siden, den første bybus ankom til Morud, og vi fejrede genetableringen af områdets daglige busforbindelser til Odense. Sammenkoblingen med Odenses bybusnet er til glæde og gavn for hele lokalområdet. Derfor fejrer vi igen mærkedagen bybussens fødselsdag.

Det foregår i Dagli’Brugsen mandag den 20. januar kl. 16 til 18. Her vil der traditionen tro vil være busbrunsviger og kaffe samt mulighed for at snakke med FynBus. Og som noget nyt får du i år også chancen for at vinde præmier med bus-lykkehjulet. Vi håber, at rigtig mange vil møde op, når vi siger tak, fordi du tager bussen.

Mere fokus på forår og efterår

I 2020 bliver årets fødselsdag samtidig startskuddet til en længerevarende kampagne, der skal få endnu flere til at bruge busserne til Odense. For selvom der fortsat er pænt med passagerer, så er der stadig plads til mange flere.

De endelige passagertal for 4. kvartal af 2019 er endnu ikke offentliggjort, men i de første 3 kvartaler af 2019 var der ifølge FynBus 24.608 påstigninger i Morud-området på rute 23 og 122 mod Odense. Til sammenligning var der 24.984 påstigninger i samme periode af 2018. Altså et lille fald på 1,5 procent.

2019 startede ellers godt med en stor stigning i passagertallet i årets første måneder, hvor vi gjorde meget for at synliggøre bussen lokalt. Resten af året har vi til gengæld haft lidt færre passagerer end normalt, hvilket kan tyde på, at der er behov for, at vi gør mere reklame for bussen både forår og efterår.

Husk at bruge bussen!

I foråret 2020 igangsætter vi en undersøgelse, så vi bliver klogere på, hvad der skal til, for at endnu flere bruger busserne til Odense. Mangler du en bestemt afgang? Mangler du information? Eller er der andre barrierer?

For mange er bussen et vigtigt dagligt transportmiddel, og for nogle er den blot et godt supplement til bil og cykel. Uanset hvad så gør det en stor forskel, hver gang du bruger “vores” busser – også selvom det kun er en gang imellem.

Det er ligesom med vores lokale brugs. Jo mere vi bruger den, jo bedre bliver den.

Lige om hjørnet er der spændende forbedringer på vej. For når Odense Letbane står færdig, bliver Moruds plads på det fynske buskort for alvor slået fast. Her bliver vi nemlig endestation på en helt ny bybusringrute fra Morud over Tarup, syd om bymidten og videre via Rosengårdcentret til Fraugde. Ifølge planerne vil det betyde flere afgange end i dag.

I Bredbjerg og Morud har vi kæmpet for at få busserne. Vi har gennem en årrække prøvet, hvordan det er at være hægtet af den kollektive trafik. Nu står vi i en situation, hvor vi kan få endnu flere busser, end vi har i dag. Det vil være til gavn for både nuværende borgere og øge Moruds attraktionsværdi som bosætningsområde.

Vi er med andre ord klar til endnu en sæson med businformation og businspiration til jer alle!

Venlig hilsen
Busbanden 5462
Følg os på Facebook

Artiklen er skrevet af:

Rasmus Gade, tovholder for Busbanden 5462

Udgivet den:

04/01/2020