Tre vigtige ting, du skal vide om busserne fra Morud og Bredbjerg
Hvad sker der med ”vores” busser efter Letbanens indtog i Odense, og hvordan bliver vi tilgodeset i fremtiden?
1. Alt er ved det gamle lidt endnu
Til og med lørdag 30. juli kører busserne til Odense efter de samme ruter og køreplaner som hidtil. Både rute 23 og 122 kører fortsat på hverdage. Og i weekenderne kører rute 23 – 7 gange lørdag og 5 gange søndag.
Husk dog, at uddannelses- og skolebusser ikke kører i ferieperioden, og at andre busafgange også kan køre på nedsat blus i ferieperioden.
Tjek din rejse på www.rejseplanen.dk
2. Fra 31. juli: Flere afgange – nye rejsevaner
Fra søndag den 31. juli udvides antallet af afgange til Odense markant, og det vil især kunne mærkes i weekenderne.
Lørdag-søndag indføres der timedrift fra kl. 7 til 23 – det betyder, at der kommer 17 daglige afgange både lørdag og søndag. På hverdage udvides antal afgange med 122 og bybussen til i alt 27.
Ændringerne skyldes, at Morud er en del af en helt ny ringrute, rute 25-26, der erstatter de nuværende ruter 21, 22, 23 og 24, som nedlægges. Som navnet antyder, går ringruten uden om centrum: Fra Morud over Tarup til OUH, Rosengårdcentret og videre til Tornbjerg, Hollufgård og Fraugde i den anden ende af ruten.
Kører du med rute 26 og skal videre til Odense Banegård, skal du derfor skifte til letbanen eller busrute 95 ved Tarup Center (se illustration på kortet).
Kører du med rute 122, skal du ikke skifte bus. Rute 122 kører fortsat direkte til Odense Banegård (OBC Nord) ad den samme rute som i dag.
Prisen fra Morud til Odense Banegård er den samme, uanset om du skifter til letbane/anden bus eller ej undervejs.
Tjek din rejse på www.rejseplanen.dk
Fra Tarup Center kan du skifte til letbanen …
… eller rute 95:
Du kan også tage turen fra Morud syd om centrum …
3. Planer for fremtiden? Vi ønsker os bl.a. natbussen tilbage
Morud Lokalråd og Busbanden 5462 har den 30. maj afleveret et høringssvar til FynBus’ trafikplan frem til og med 2025. Morud er nu en del af Odenses kollektive trafik-infrastruktur og bliver desuden endestation for bybus-ringruten. Det er vi meget stolte af. Og vi håber, at I alle vil bruge busserne endnu mere i fremtiden.
Høringssvaret har bl.a. slået ned på fortsat udbygning af den tværkommunale rutestruktur. Høringssvaret indeholder kommentarer til bl.a. fleksible løsninger med styrkelse af Flextur og Plustur for området ældre borgere og for handicappede medborgere, prioritering af uddannelsesbusserne – og ikke mindst større tryghed med natbusser. Netop udfordringen med manglende natbusser til Morud har vi også et konkret forslag til at løse i høringssvaret.
FynBus’ trafikplan 2022-2025 har stor fokus på bæredygtighed og indeholder en plan for, hvordan busserne over de kommende fem år skiftes ud, så de kører på mere klimavenlige drivmidler. Planen er, at der fra 2027 ikke længere skal være busser, der kører på fossil diesel.
Læs vores lokale høringssvar her og se FynBus’ forslag til ny trafikplan på www.fynbus.dk/trafikplan
Artiklen er skrevet af:
Morud Lokalråd og Busbanden 5462
Udgivet den: